The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn, også kendt på dansk som Tintins oplevelser: Enhjørningens hemmelighed, er et 3D-animeret actioneventyr fra 2011 instrueret af Steven Spielberg efter et manuskript af Edgar Wright, Steve Moffat og Joe Cornish.
Tintin er en europæisk tegneseriehelt skabt af belgiske Hergé i 1929. Han er en ung mand og opsøgende journalist, der altid roder sig ud i nye eventyr. Bortset fra professionen og andre detaljer er han en eventyrer ud af samme genre som f.eks. Indiana Jones.
Handlingen er inspireret af hele tre forskellige værker: Enhjørningens hemmelighed (naturligvis) samt Krabben med de gyldne klosakse og Rackham den Rødes skat. Disse er nr. 9, 11 og 12 ud af seriens 24 albums, men filmen fungerer alligevel som en oprindelseshistorie, hvor de mange velkendte karakterer møder hinanden for første gang.
Det overordnede plot er udmærket, men der er flere steder, hvor det føles som om, de ser igennem fingre med sjusk og nemme løsninger, fordi det “bare” er en tegnefilm baseret på en tegneserie.
Advarsel! Spoilere i dette og næste afsnit!
F.eks. kidnapper skurken Tintin, for at få fat i pergamentet fra hans modelskib. Det har han bare ikke mere pga. lommetyven. Men skurken er allerede sejlet mod Afrika, så selv hvis Tintin kunne fortælle ham, hvor det er, er det i hvert fald ikke ombord på skibet.
Et andet eksempel er da vandflyveren løber tør for brændstof i stormen. Tintin får den gode idé at bruge flasken med sprut som brændstof. Haddock skal bare kravle ud og hælde den i motoren. Men han har allerede tømt flasken, så hvorfor kravler han ud alligevel?
Lige-ved-og-næsten-realisme i 3D-animation giver uhyggelige resultater.
Isoleret set er det småting, der kunne forklares eller justeres på den ene eller den anden måde. Men det udvikler sig til et tilbagevendende mønster. I højere grad end i mange lignende film.
Da Spielberg trods alt er manden bag mange fantastiske film i samme og beslægtede genrer, er det bare en anelse skuffende.
Spildt potentiale
Jeg er heller ikke vild med det visuelle look. Det er en mystisk blanding af 3D-realisme og tegneserieagtige karikaturer. Det minder mig om den første udgave af Sonic the Hedgehog, fordi karakterne er alt for menneskelige at se på. Deres øjne, tænder og hudtekstur. Gys.
Jeg må dog sige, den heldigvis er langt flottere, end Sonic var. Når skyggerne falder rigtigt, og de holder sig på afstand, er det en seværdig film. Det er ved close-ups, at problemerne viser sig.
Men det er svært at mande sig op til en god karakter, når både handlingen og det visuelle halter. Jeg føler, potentialet er der, men de burde have sjusket mindre og lavet en live-action-filmatisering eller en tegnefilm i stil med Up eller Despicable Me eller lignende.
Hvis du alligevel er nysgerrig, kan du i skrivende stund se den på Netflix.
