The Boondock Saints er en actionthriller fra 1999 med Sean Patrick Flanery (The Young Indiana Jones Chronicles) og Norman Reedus (The Walking Dead) som et irsk brødrepar, der smider et par russiske gangstere ud af deres yndlingsbar og bliver selvtægtsmænd.
Willem Dafoe er en FBI-agent, som forsøger at regne ud, hvad der foregår, da både gangstere og andre udskud skydes i smadder her og der og alle vegne. Han har aldrig set noget lignende, og det driver ham til vanvid.
Filmen er skrevet og instrueret af Troy Duffy. Han er kendt som manden, der skrev og instruerede The Boondock Saints. Han har ikke lavet andet. Jo, efterfølgeren i 2009. Men ellers ikke.
Grim, voldelig og indholdsløs
Der var kamp om manuskriptet i 90’erne. Miramax vandt en budrunde, og flere store navne var i spil til rollerne. Alligevel endte filmen hos uafhængige Franchise Pictures. Historien antyder, at Duffy var svær at arbejde sammen med.
Den fik en meget begrænset biografudgivelse, og anmelderne hadede den. Den scorer 28 procent på Rotten Tomatoes. Til gengæld scorer den 91 procent hos publikum. Den er et af de bedste eksempler på uenighed mellem anmeldere og almindelige mennesker.
Kritikken lyder, den er grim, voldelig og indholdsløs. Stil uden substans.
Action i lækker indpakning
Jeg husker den tydeligt fra 90’erne, hvor jeg lige akkurat havde overstået teenage-årene, da den udkom. Jeg vil kalde den det sidste skvulp i en bølge af stilfulde actionbrag som bl.a. Desperado og John Woos Hard Target.
De to holder stadig, og det samme gør The Boondock Saints. Det er action for actions skyld i en lækker indpakning. Det er filmverdenens modstykke til rock n’ roll. Fuld af symbolik, machismo og alt, hvad der er sejt.
Det er et stykke filmkunst. Lige som grafitti kan være kunst. Lige som tatoveringer kan være kunst. Det er ikke en marmorbuste eller håndmalet porcelæn. Det er noget, en svedig mand har svejset sammen i en beskidt garage.
