The Hitman’s Bodyguard er en amerikansk actionkomedie med Samuel L. Jackson som lejemorderen Darius Kincaid, der skal en tur i Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland for at vidne mod krigsforbryderen Vladislav Dukhovich (Gary Oldman), og Ryan Reynolds som Michael Bryce, en “trestjernet” bodyguard, der skal sørge for, at Darius kommer helskindet frem.
Det oprindelige manuskript var mere seriøst, men det blev hastigt skrevet om få uger før optagelserne begyndte, da holdet kunne se et større potentiale i Jackson og Reynolds’ sprudlende kemi. Men hastværk er ofte lastværk, og resultatet er sjuskearbejde og lette løsninger flere steder i filmen.
Jeg tror dog alligevel, at de traf det rigtige valg, for en film om en lejemorder og en bodyguard på køretur lyder som en komedie. Idéen minder mig om f.eks. Planes, Trains and Automobiles, hvor Steve Martin og John Candy driver hinanden til vanvid, eller Buddy Buddy med Walther Matthau som lejemorder og Jack Lemmon som hotelgæsten i det tilstødende værelse, der forstyrrer hele tiden.
Jackson og Reynolds er ingen Martin og Candy eller Matthau og Lemmon, men de er et lige så umage par, og når de rammer rigtigt – og det gør de heldigvis oftere end omvendt – er det en ganske underholdende film.