
The Lost City er en actionkomedie fra 2022 med Sandra Bullock og Channing Tatum. Hun skriver romantiske knaldromaner, og han er hendes forsidemodel. Hun ser ham som en mimbo, men han er forelsket i hende.
En dag bliver hun bortført af Daniel Radcliffe, som leder efter et forsvundet gravsted, hun har researchet i forbindelse med sin seneste bog. Tatum forsøger at redde hende.
Den minder om Nu går den vilde skattejagt fra 1984 med Michael Douglas og Kathleen Turner. I begge film havner en ensom forfatter i en situation, der er som taget ud af de romaner, hun skriver.
Men The Lost City er ikke bare et ripoff. Plottet er forskelligt, og handlingen finder en meget uventet drejning, som giver den velkendte præmis en ny vinkel.
Det er en sjov, underholdende film med masser af gode overraskelser. Det bedste er, den bryder ud af formularen. Du gætter, hvordan det ender, men ikke vejen derhen.











