The Matrix Reloaded

The Matrix Reloaded er den svære, svære 2’er til Lana og Lilly Wachowskis fantastiske, effekt-revolutionerende, anime-inspirerede science fiction-thriller fra 1999.

Den første film endte med en ny begyndelse. Neo blev dødeligt såret, men rejste sig, genopstanden, omsider bevidst om sin egen rolle og evne til at se, forstå og manipulere den virtuelle verdens spilleregler.

Kampen mod maskinerne er endnu ikke vundet. De har befriet masser af mennesker. De har vundet mange slag. Men det største slag venter, og de afventer nyt fra oraklet. De følger profetien og stoler på, at den vil føre dem til den endelige sejr.

Tankevækkende thriller

Filmen var en biografsucces, og anmelderne tog pænt imod den. Den scorer 73 procent på Rotten Tomatoes. Men jeg møder sjældent nogen, der kan lide den.

Selvom konceptet var nyt dengang, er det ikke alt for kompliceret. Mennesker er fanget i en virtuel verden. Næsten et slags computerspil. De kan bryde ud, og de kan gå ind igen. I “spillet” kan de alverdens vilde ting. Enkelt.

Efterfølgeren udbygger mytologien og konceptet. Den beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve i en programmeret verden, slavebundet af regler og struktur. Den er fuld af tankevækkende mono- og dialoger om frihed og valg, der kan overføres til vores egen virkelighed.

Den røde tråd

Når man ser tilbage på Wachowski’ernes filmografi, spotter man nemt den røde tråd fra Matrix-filmene over V for Vendetta til Cloud Atlas og Sense8. De handler alle om systemer og regler inkl. normer og traditioner – og om oprøret imod dem.

I The Matrix Reloaded pakkes det ind i maskinernes kontrol over mennesker vha. den virtuelle verden, de har skabt. Det kræver en skarp hjerne og fuld fokus, for det er ikke længere nok at se det som et slags computerspil. Det er meget mere end det.

For eksempel er Neo ikke længere den udvalgte. Han er en anomali. En fejl i systemet, de forsøger at håndtere ved at spille med på legen og lade ham tro, han har et valg.

Det er et skarpt højresving, og det kan være årsagen til, at mange står af.

Genial actionfilm

Jeg husker, at jeg var ret fascineret af tankerne bag den dengang, og jeg diskuterede den ofte med ligesindede nørder. Alligevel var jeg spændt på gensynet.

Jeg blev ikke skuffet. Tværtimod. Jeg synes, den er genial. Jeg elsker idéerne i det udvidede koncept. Det er en skøn cocktail af abstrakt science fiction og eksistentialisme.

Jeg blev lige så opslugt nu som i 2003.

Det er samtidig en fantastisk actionfilm med utrolige effekter, imponerende kampscener, biljagter, skuddueller og meget andet. Den er større og bedre end 1’eren på det punkt, selvom den ikke er lige så revolutionerende. Kreativiteten og den imponerende koreografi samt den smukke, stilfulde scenografi er intakt.

Indrømmet, nogle af effekterne er forældede. De anvender oftere CGI-figurer i kampene mellem Neo og agenterne for at gøre ham mere super. Det er flotte, veldesignede scener, men det bliver en smule gummi-3D-tegnefilmsagtigt.

Den samlede pakke overgår ikke 1’eren. Men det er en forrygende film, og jeg giver den samme bedømmelse. Jeg er vild med den.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.