The Package

Tommy Lee Jones og Gene Hackman.

The Package (dansk titel: Manden fra Berlin) er en politisk actionthriller fra 1989 instrueret af Andrew Davis. Han er manden bag bl.a. Flygtningen og Kapring på åbent hav.

Handlingen er inspireret af virkeligheden. Mens USA og Sovjetunionen forhandler om en nedrustningsaftale, konspirerer militær- og efterretningsfolk på begge sider om at forpurre samarbejdet og holde liv i den kolde krig.

Gene Hackman er en garvet sergent i den amerikanske hær. De forsøger at bruge ham som en brik i det store komplot, men han tager sagen i egen hånd for både at rense sig selv og stoppe det forestående attentat.

Det er en intelligent thriller med et detaljerigt plot. Den viser ikke alle sine kort på én gang, men trækker spændingen ud på dygtig vis. Mysteriet udfolder sig i takt med Hackmans gravearbejde. Der opstår en klassisk tagfat, hvor de jagter ham, og han jagter dem.

Ud over den aktuelle inspiration i form af virkelighedens fredsforhandlinger mellem de to supermagter, vækker den også minder om attentatet på John F. Kennedy, herunder især teorierne om Lee Harvey Oswald og hvorvidt han var syndebukken i et inside job.

Den er godt skruet sammen. Tankevækkende på flere niveauer, men også en heftig thriller med god, gammeldags action og spænding. Man mærker, det er manden bag Flygtningen. Håndværket er højt og godt.

Hvis du er hurtig, kan du nå at se den på Prime. Den udløber om få dage.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.