The Punisher er en actionthriller fra 1989 instrueret af Mark Goldblatt. Han har kun instrueret to film i alt. Til gengæld har han arbejdet på action-klassikere som Commando, Rambo II og Starship Troopers. Han blev endda nomineret til en Oscar for Best Film Editing i Terminator 2.
Filmen er Marvels første superheltefilm, hvis man ikke medregner TV-film og Howard the Duck. Den dameglade rum-and er ikke en superhelt i traditionel forstand. Det er Punisher, selvom han også er en anti-helt.
Muskelbøffen fra vort svenske broderland, Dolph Lundgren, har farvet lokkerne sorte og tværet lidt krigsmaling ud i ansigtet for at se ekstra hærget og ubarberet ud. Det virker ikke rigtigt. Han ligner snarere klassens slemme dreng i en musical.
Sjuskefejl og bommerter
Oprindelseshistorien er lettere omskrevet. Frank Castle er ikke en krigsveteran, men en tidligere undercover-betjent, hvis kone og søn myrdes af mafiaen. Fem år senere har han nedlagt 125 mafiabosser. De få, der stadig er i live, forsøger at indgå en alliance, men så blander Yakuzaen sig.
Handlingen er unødvendigt kompliceret, overdramatisk og endda sentimental. Filmens niveau kan ikke bære det. Jeg genså Darkman den anden dag og kommenterede det dårlige skuespil. Men dette er endnu ringere.
Goldblatt er tydeligvis dygtig til meget andet. Det bevidner hans imponerende filmografi. Han har arbejdet sammen med nogle af branchens største navne. Derfor er det overraskende, han ikke har fået mere ud af aftenens film.
Men den er underholdende. Der er masser af action, og man kan more sig over det dårlige skuespil, de fjollede detaljer samt sjuskefejl og bommerter. Den er mere latterfremkaldende end irriterende. Det er skidt, men godt.
