The Serpent and the Rainbow, også kendt på dansk som I gravens dybe stille ro, er en gyser fra 1988 instrueret af Wes Craven, manden bag A Nightmare on Elm Street, Scream og mange andre.
Den er inspireret af en selvbiografi af antropologen Wade Davis, som beskriver sine oplevelser i Haiti, hvor han studerede voodoo og efterforskede historien om en såkaldt zombie – ikke et re-animeret, hjerne-ædende kadaver, som vi kender dem fra utallige film, men en mand, der blev forgiftet, erklæret død, begravet og senere genopstod.
Bill Pullman er antropologen Dennis Alan, der tager til Haiti for at efterforske fænomenet på vegne af Biocorp, en medicinalvirksomhed, som håber at kunne sælge den mystiske gift som et nyt og bedre bedøvelsesmiddel.
Uheldigvis kommer han på tværs af den lokale milits ledet af en brutal kaptajn, der også praktiserer sort magi og ikke bryder sig om fremmede snushaner. Men selvom Dennis er nem at skræmme, er han også stædig – og måske en smule naiv – så han fortsætter jagten trods adskillige vink med vognstænger og andre grove løjer.
Overraskende alvorlig
Det er en atypisk Craven-film, for tonen er overraskende alvorlig og dramatisk. Den sorte humor er dømt ude, og der er mange scener, hvor filmen føles mere som en regulær filmatisering af Davis’ beretning end som en gyser fra Freddy Kruegers skaber.
Udover kultursammenstødet i handlingen, opstår der også et slags genremæssigt kultursammenstød i eksekveringen.
Anmelderne smæskede sig ikke overraskende i den seriøse tilgang til voodoo som religion samt de politiske temaer, og Roger Ebert gav den 3 ud af 4 stjerner. Det er en ret flot karakter fra ham til den type film. Pullman fik også masser af velfortjent ros.
Jeg var mere opsat på klassisk Craven, og jeg er derfor en smule undervældet. De alvorlige, gruløse perioder i filmen er næsten søvndyssende – især Pullmans fortællestemme – og den føles længere end de 98 minutter, den varer. Min tålmodighed blev heldigvis belønnet i de mange scener, hvor effekt-folkene tager teten. Cravens hjemmebane er der, hvor jeg også følte mig bedst underholdt i filmen.
