
Chris Farley og David Spade som umage rejsekammerater.
Tommy Boy er en komedie fra 1995 instrueret af Peter Segal. Han er manden bag bl.a. Anger Management, 50 First Dates, Get Smart og Høj pistolføring 33 1/3.
Tommy Callahan (Chris Farley) er ikke den skarpeste brødkniv på morgenbordet, men da familiens virksomhed er i økonomiske vanskeligheder, tager han afsted for at sælge bremseklodser. Masser af bremseklodser.
Problemet er bare, at han intet ved om bremseklodser. Eller at sælge dem. Eller noget som helst. Men det gør hans gamle skolekammerat, Richard Hayden (David Spade), så han tager modvilligt med.
Den er mægtigt skæg, men også sød og endda rørende. Den handler om et stort voksenbarn, der når et vendepunkt i sit hidtil ansvarsfrie liv. En rolle Farley mestrer og har udfyldt flere gange, men dette er den første – og den bedste.
Humoren er dum, men på den gode måde. En blanding af falden-på-halen-komik og absurd idioti leveret af den evigt godhjertede Tommy. Han er ikke den hurtigste slædehund i snelandskabet, men han er næsten sødere end en kluntet sanktbernhardshund.
Han og Richard er et klassisk umage par, og de har utvivlsomt skævet til en anden klassiker; Røvtur på 1. klasse med John Candy og Steve Martin. Der er flere ligheder i deres karakterer og indbyrdes dynamik.
Der sker meget andet, jeg ikke vil afsløre. Det er en helstøbt komedie med gamle kendinge og nye talenter. Farley er en af de sjoveste i sin generation, og det er trist, vi mistede ham alt for tidligt. Han er savnet.
I skrivende stund kan du se den på Viaplay.











