Toy Story 4

Toy Story 4 er en 3D-animeret komedie fra 2019 produceret af Pixar. Det er den fjerde, men formentlig ikke den sidste film. Buzz og Woodys eventyr har i snart 30 år været animationsselskabets flagskib.

Som du måske husker, endte forgængeren med en donation. Andy var blevet en ung mand på 17 år og alt for gammel til barndommens legetøj. Han forærede derfor hele molevitten til en lille pige; Bonnie.

Her fortsætter eventyret med nye lege, f.eks. hattebutik, og Woody lider den uheldige skæbne, at Bonnie foretrækker kopigen Jessie. Men det vigtigste for ham er hendes lykke, og han vil gå langt (bogstaveligt talt) for den.

Lige som i de andre film udvikler handlingen sig til en rejse udenfor hjemmets trygge rammer, og for et lille legetøj er verden mægtigt stor og fuld af ukendte farer.

Opfindsom familiefilm

Selvom det er fjerde kapitel, og opskriften følger velkendte takter, holder Pixar niveauet højt. Rigtigt højt. Handlingen er som altid fuld af nye steder og dertilhørende udfordringer, samt nye karakterer. Opfindsomheden er stor, og alle leverer sit ypperste.

Især humoren driver værket, og der er mange rigtigt skægge scener, hvor både de gamle helte og deres nye allierede sprudler på den ene eller den anden måde. Ikke mindst Ducky og Bunny, hvis stemmer tilhører komikerduoen Keegan-Michael Key og Jordan Peele.

Det er en sød familiefilm med et par uventede drejninger og tilføjelser til det hjertevarme budskab om forholdet mellem børn og deres legetøj. Den fortjener ni hjerter.

Du kan se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.