Luke Wilson danner par med Kate Beckinsale i denne thriller, der trækker inspiration fra mange store klassikere i genren. Et usselt motel på et øde sted med en forpagter, der virker en smule sær, danner rammen, og inden længe viser det sig da også, at intet er, som det burde være.
Der er mange velkendte elementer, og Vacancy er en klassisk kamp mellem én eller flere sindssyge mordere og ét eller flere skræmte ofre, hvis skæbne synes at være forseglet på forhånd. Til gengæld er der pillet så meget ved opskriften, der rent faktisk er kommet en god historie ud af postyret.
Især forspillet er nyt og veltænkt, og det sætter sit præg på hele akten. Her er da heller ikke tale om den sædvanlige flok stereotype teenagere på vej til slagteriet, og brugen af teaterblod er holdt på et niveau så lavt, at filmen fremstår mere alvorlig og voksen.
Med få effektive virkemidler formår den at hæve sig langt over sine rivaler i samme genre. Ikke de store klassikere, naturligvis, men de nærmeste konkurrenter i de seneste år.