
Villmark Asylum (originaltitel: Villmark 2) er en norsk gyser fra 2015 instrueret af Pål Øie. Han fik sit gennembrud i 2003 med den første Villmark (engelsk titel: Dark Woods), som blev nomineret til to Amanda-priser. De to film foregår begge i den norske vildmark, men har derudover intet med hinanden at gøre.
Et øde beliggende, nedlagt sanatorium skal inden længe rives ned. Men først skal det undersøges for miljøaffald. Det er en femmandsopgave for tre mænd og to kvinder. På stedet møder de uhyggelige Karl spillet af dansk-norske Baard Owe, hvis lange karriere tæller utallige film og serier, heriblandt Lars von Triers Riget.
Du kan gætte, at de fem møder en grum skæbne. Sådan er opskriften. Jeg vil ikke afsløre alle detaljerne, men klichéerne spolerer næppe noget. Du får labyrintagtige korridorer og kælderrum, hvor skumle skikkelser lister rundt. De fem plukkes én efter én.
Den minder en smule om Grave Encounters. Her er formatet ikke found footage, men den anvender kameraperspektivet nu og da. Både via miljøholdets medbragte udstyr og stedets opsatte overvågning.
Håndværket er egentlig okay, det samme er skuespillet, men manuskriptet svigter alle. Her tænker jeg ikke bare på de stakkels slagteofre, som igen og igen dummer sig og gør livet lettere for morderen. Nej, det store problem er, at den putter sig i en pude af mystik og en vag forhistorie, der efterlader flere spørgsmål end svar.











