
When Evil Lurks (originaltitel: Cuando acecha la maldad) er en argentisk gyser fra 2023.
Den foregår i en lille landsby, hvor to brødre finder et maltrakteret lig i skoven. Det fører dem til en nabokone, hvis voksne søn er besat af ondskab. Da politiet ikke tager den slags alvorligt, forsøger de selv at bortskaffe den besatte mand.
Den starter en smule sløvt. Jeg var lige ved at tro, at det ikke var en rigtig gyser, men et autentisk drama om overtro i det argentiske bøhland. Men så tog fanden fat og forvandlede handlingen til en umulig flugt med mørke, morderiske kræfter i hælene.
Det ene øjeblik er det som en dogme-agtig blanding af skænderiet i Festen og hvad der end foregår i Mænd og høns. Et absurd og ufrivilligt komisk teaterstykke med ægteskabelige lig i lastrummet. I næste nu hugger ondskaben til som en gal øksekvinde eller en glubsk familiehund.
Muligvis ryger lidt af forståelsen i oversættelsen eller kulturkløften. Der er langt fra en midtjysk provinsby til et argentisk landdistrikt. Nogle detaljer smuttede, mens andre forvirrede eller forundrede.
Som det ofte gælder i gysere, bliver man irriteret over karakterernes dumheder. Det hører altid med. Dele af plottet kan også diskuteres. Men som blodigt temporidt er den oftest underholdende.











