Wonder Woman 1984 er den 9. film i DCEU. Den gudeskønne superheltinde fra den mystiske tropeø fuld af kampklædte kvindekrigere er tilbage. End ikke Covid19 kan holde hende nede.
Handlingen er sat i 1984. Diana lever et stille og roligt liv i Washington, hvor hun arbejder på Smithsonian Institution, det amerikanske nationalmuseum. Hun udfører også heltegerninger efter behov. Stopper forbrydere, afværger trafikdrab og den slags.
Kristin Wiig er Barbara Minerva, en af museets nye ansatte. Diana hjælper hende med at læse en inskription på en mystisk, tilsyneladende værdiløs genstand, der hævder at opfylde ønsker. De to kvinder er ikke overbevist, men genstanden inspirerer dem til at tænke tanken og formulere et ønske.
Resten må du se i filmen. Der er meget mere på vej, og der er masser af overraskelser.
Godt, gammeldags superhelte-eventyr
I modsætning til Zack Snyders dystre DCEU-film er Wonder Woman et superhelte-eventyr, som de lavede dem i de gode, gamle dage, da Christopher Reeve fløj rundt og rundt i røde underbukser. Nu, hvor 2’eren foregår i netop det årti, hvor de gamle Superman-film kørte i verdens biografer, er den sammenligning mere oplagt end nogensinde.
Det lyder nok forkert at kalde Gal Gadot nutidens Christopher Reeve, for hun og hendes rolle står på egne ben. Men Wonder Woman er en superhelt i samme ånd. WW84 har mange scener og øjeblikke, der minder mig om de gamle Reeve-film. Det samme gør budskabet og kærlighedshistorien. Især én scene er som en moderne version af en klassisk scene fra Richard Donners Superman.
Det virker hos mig. Resultatet er en vidunderlig, sjov, romantisk, rørende, spændende, actionfyldt og endda magisk superheltefilm. Wonder Woman er et af DCEU’s stærkeste kort, og det samme er Gal Gadot. Jeg glæder mig allerede til 3’eren.
Du kan se den på Max.
