
Christmas with the Kranks (dansk titel: Hjælp! Det er jul!) er en julefilm fra 2004 baseret på Skipping Christmas, en roman af selveste John Grisham. Han er manden bag thrillere som A Time to Kill, Runaway Jury, Firmaets mand og Pelikan-notatet.
Tim Allen og Jamie Lee Curtis er hr. og fru Krank. Da deres voksne datter rejser til Peru for at arbejde hos Fredskorpset, beslutter de at droppe julen og tage på et krydstogt i stedet. Men det er nemmere sagt end gjort.
Præmissen er ikke så tosset, men afviklingen irriterer mig flere gange undervejs. Det bliver lidt for dumt, at hele nabolaget nærmest driver terror på dem, fordi de har andre juleplaner. Måske kunne forfatteren have udtænkt nogle bedre udfordringer og forviklinger.
Det er i sagens natur en typisk, fjollet, klichéfyldt, men tilpas hyggelig julefilm. Selvom jeg øffer lidt ofte af dumhederne undervejs, ender jeg med at mærke julestemningen til allersidst. Det gode budskab lander i et godt, gammeldags jule-øjeblik. Her må den gerne holde sig til klichéerne.











