Star Trek IV: The Voyage Home er et rum- og tidsrejse-eventyr fra 1986 instrueret af Leonard Nimoy. Efter sin instruktørdebut i den succesfulde forgænger fik han chancen igen, og denne gang fik han frie tøjler.
Filmen er som titlen antyder den fjerde i franchisen, men det er også afslutningen på en trilogi. De tre film fra The Wrath of Khan over The Search for Spock til The Voyage Home fortæller en kontinuerlig historie.
I hvert fald delvist. Filmen begynder ganske vist på Vulcan, hvor mandskabet endte sin rejse i forgængeren for at overføre Spocks minder og forstand fra dr. McCoy til ejermandens genskabte krop.
Spock er ved at finde sig selv igen, mens mandskabet reparerer det lånte klingon-rumskib. Snart vender de alle snuderne mod Jorden, hvor en retssag venter. Kirk har i vanlig stil brudt reglerne, og det klingonske imperium er stærkt utilfredse med udfaldet.
I mellemtiden er et ukendt, cylinderformet rumskib dukket op. Jorden er i fare, og Kirk ankommer i rette tid til at redde dagen nok engang. Det kræver bare lige en tur tilbage i tiden for at hente et par pukkelhvaler.
Fjollet hval-plot
Vent, hvad? Ja, det lyder nok en anelse skørt. Det er også derfor, jeg kalder det en delvist kontinuerlig historie. Filmens tidsrejseplot er en afstikker, der ikke rigtigt matcher de to forrige film. Hverken tema, tone eller tempo.
Der er ingen skurk, kun et problem at løse. Der er mere humor, og tonen er lettere. De forrige film havde action, drama og en vis portion dysterhed. Krig, død og hævn. Dette sidste kapitel har intet af den slags.
Det er stadig en film i franchisens ånd. Masser af afsnit i den gamle serie og de mange spin-off-serier har haft lignende plot og temaer. Sammenstødet mellem kulturer eller i dette tilfælde mellem forskellige tider er en science fiction- og Star Trek-klassiker.
Den blev da også en succes, både i biograferne og hos anmelderne.
Jeg er vild med tidsrejser, og det er en hyggelig, gammel science fiction-film. Selvom hval-plottet er lidt fjollet, er det god underholdning.
Havde den stået alene, havde jeg nok givet den et hjerte mere. Men som afslutningen på en trilogi, der begynder med The Wrath of Khan, falder den udenfor.
