Bad Boys II

Bad Boys II er en actionkomedie fra 2003 instrueret af Michael Bay. Det er efterfølgeren til hans debutfilm, den første Bad Boys fra 1995. Der er sket meget siden dengang. Bay har begået storfilm som The Rock og Pearl Harbour, og budgettet har fået et massivt nøk i den himmelvendte retning.

Mike (Will Smith) og Marcus (Martin Lawrence), de to narkobetjente, der tiltrækker kugler og kaos til stor frustration for deres stakkels chef, er tilbage. Denne gang bytter de ikke plads, men de skændes stadig om både stort og småt.

Massivt nøk er en underdrivelse. Den første film havde et budget på 19 mio. dollars. Denne gang har Bay brugt 130 mio. Næsten syv gange mere. Hvilket kan ses.

Større og vildere

2’ere er ofte større og vildere. De ord strækker ikke til. Hvis den første film var en robåd, er Bad Boys II et krydstogtskib. Actionscenerne er massive, og der er mange af dem. Kæmpe showdowns, enorme biljagter, masseødelæggelse over alt. Der sker mere i én scene end i hele actionfilm fra 80’erne.

Det kan anmelderne ikke lide. De hader den slags meningsløs, hjernedød action, og den scorer sølle 23 procent på Rotten Tomatoes.

Men for fanden. Jeg synes, det er fedt. For det første er det lækker action. Bay kan sit kram. Det er næsten pornografisk. Smukke, stilistiske actionscener, flot filmet og udført, med masser af potens og klimaks efter klimaks.

Dumt og dejligt

At det samtidig er en sexet film med sprøde damer og interessante kameravinkler, kan man ikke brokke sig over. Det er en drengerøvsfilm. Den kender sit publikum. Det er dumt, men sådan har actionfilm altid været. Bay skruer den bare op på 220.

Smith og Lawrence er endnu bedre end i den første film. Kemien og samspillet er bedre, men dynamikken er også bedre nu, hvor Lawrence er blevet lidt ældre og mere familiefar-agtig. De er et mere umage par.

Der er stadig lidt fjollede svipsere her og der, men samlet set er det en større, bedre og sjovere film end 1’eren, synes jeg.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.