Cowboy Bebop er en Netflix-serie fra 2021 baseret på en japansk anime-serie fra 1998. Den er skabt af Christopher Yost, som bl.a. har været forfatter på Thor-filmene The Dark World og Ragnarok samt The Mandalorian.
Handlingen foregår i rummet i år 2171 og følger dusørjægerne Spike Spiegel og Jet Black. Begge har en problematisk fortid, og Spike tøver med at dele sine hemmeligheder. Men fortiden forsøger at indhente ham.
Det er et rumeventyr a la Joss Whedons Firefly. Kulissen er en tilsvarende beskidt, western-agtig fremtidsverden, og den lille, men voksende flok af anti-helte er lige så broget og uortodoks. Men humoren er mere sort, og actionen er mere brutal.
Den mikser også flere genrer. Der er kampsport og Yakuza-lignende skurke, men der er også scener og afsnit med en neo-noir-agtig detektiv-stemning. Især hjulpet på vej af soundtrackets blues- og jazz-toner.
Den har desværre ikke fået den bedste medfart, og Netflix har valgt at stoppe den efter én sæson. Det undrer mig meget, for jeg synes, den er superfed. Bedre, sjovere og mere uforudsigelig end f.eks. The Mandalorian.
Jeg vil klart anbefale den, selvom der kun er én sæson. Du skal se en serie for at være underholdt, mens du ser den. Det er ikke en investering af din tid, selvom nogen bruger det udtryk. Det er underholdning. Se den.