Hollywood stjæler med arme og ben fra det japanske marked. The Eye er et remake, der følger i fodsporene på film som The Ring og The Grudge.
Det er faktisk et godt udgangspunkt, selvom de amerikanske filmproducenter ikke altid rammer plet. I dette tilfælde rammer de heller ikke helt ved siden af. Filmen er velskrevet og spændende, og Jessica Alba er godt selskab.
Handlingen følger en ung violinist, der har været blind, siden hun var 5 år gammel. Men den moderne lægevidenskab har gjort det muligt at transplantere øjne og som sagt, så gjort. Desværre viser det sig hurtigt, at de nye øjne ikke opfører sig helt som forventet.
Opskriften er set før, men det gør ikke historien mindre interessant. Det skal dog siges, at filmen ikke er en splatterfilm, og at den aldrig for alvor skræmmer bukserne af dig.
Den kan sammenlignes med en film som The Sixth Sense, men den har desværre ikke den samme overraskende drejning. Det er også filmens største svaghed, at svaret på gåden ikke er helt så interessant, som man havde håbet.