Live and Let Die, også kendt på dansk som Lev og lad dø, er en actionthriller fra 1973 instrueret af Guy Hamilton. Han er også manden bag Goldfinger, Diamonds Are Forever og The Man with the Golden Gun.
Det er den 8. Bond-film i serien og den første med Roger Moore som den britiske agent. Han overtog rollen efter Sean Connery, der vendte tilbage i en enkelt film, Diamonds Are Forever, da George Lazenby sprang fra.
Det er Bond-seriens bud på en blaxploitation-film. Dels foregår den i sorte miljøer i Harlem, New Orleans og på en fiktiv caribisk ø. Dels er skurken en diktator med planer om at overtage heroin-markedet i USA, hvilket er en stor afvigelse fra de klassiske Bond-skurke.
Men det er også den første Bond-film med en sort Bond-dame. Den låner rigtigt mange elementer fra blaxploitation-genren. Det er kun Bond selv og Jane Seymour som spåkonen Solitaire, der stikker ud.
Lune Bond
Det er stadig en klassisk Bond-film. Han er trods alt en verdensmand, og det er ikke første gang, vi ser ham i mere eksotiske miljøer med farlige dyr og kulturelle særpræg.
Der er naturligvis også masser af action inkl. en lang, heftig jagt med biler og både og nogle imponerende stunts, som dengang var banebrydende førstegangsoplevelser.
Damerne har han også styr på.
Moore var min yndlings-Bond, da jeg var barn. Han er knap så god en actionhelt som de andre, men han har lune, og der er mere humor i hans film. Det mærker man allerede i denne her, hvor førnævnte jagtscene vækker minder om Smokey and the Bandit.
Det er en solid Bond-film med masser af gamle og nye tricks.