Street People (Gli esecutori), også kendt som The Executors, The Sicilian Cross og Mission: Mafia-korset på dansk, er en italiensk thriller fra 1976 skrevet af bl.a. Ernest Tidyman, hvis øvrige værker tæller The French Connection.
Roger Moore spiller en advokat og nevø til en mafiaboss, som har doneret et kors fra sin barndoms kirke på Sicilien til en lokal kirke i San Francisco. Da nogle andre banditter smugler narko gemt i korset, får Moore til opgave at finde dem.
Niveauet er ikke højt. Det ligner en gammel TV-film, men nøgne damer, vilde biljagter og blodig action afslører, den trods alt er lavet til biograferne.
Handlingen er frustrerende. Dels er den uklar ift. aktørernes loyalitet og motiver, men den tager også nogle drejninger, hvor man er i tvivl om årsagen. Det føles hele tiden som om, man er gået glip af noget.
Hvis du bare vil se lidt middelgod 70’er-action, kan du godt få noget ud af den. Men jeg synes ikke, den er en anbefaling værd.