Ocean’s Eleven er en kupfilm fra 2001 instrueret af Steven Soderbergh. Det er den første film i en trilogi, og den er et remake af Ocean’s 11 fra 1960, hvor stjernerne Frank Sinatra, Sammy Davis Jr. mfl. spillede hovedrollerne.
George Clooney overtager Sinatras rolle som Danny Ocean, en tyveknægt og svindler, der prøveløslades og straks planlægger et nyt kup. Sågar det største og mest umulige kup nogensinde. Ikke ét, ikke to, men hele tre kasinoer. Til det får han brug for 11 mand.
Det er en kupfilm efter faste traditioner. Handlingen følger planlægningen, forberedelsen og udførelsen af det store kup. Undervejs er der komplikationer, udfordringer og uforudsete overraskelser.
Den skiller sig ud fra mængden med tilføjelsen af et personligt forhold mellem Danny og kasinoejeren, han ønsker at plyndre. Det handler om en kvinde, den ene har mistet til den anden. Hun spilles naturligvis ikke af hvem som helst, men af Julia Roberts.
Den perfekte kupfilm
Den er velskrevet og de mange karakterer er godt castet. Den sprudler af godt skuespil og god kemi. Dramaet og spændingen er mesterligt opsat. Men romantikken får lidt for lidt opmærksomhed, hvilket er en skam, da det fylder meget i plottet.
På en måde er Roberts også filmens svageste led. Hun mangler hverken talent eller skønhed. På papiret er hun det rette valg. Men hun får for lidt at arbejde med. Jeg huskede hende og den del af filmen som bedre, og jeg blev en smule undervældet ved gensynet.
Kuppet er genialt. Det kræver en perfekt plan, hvor intet overlades til tilfældighederne. Selvom de må improvisere og tilpasse sig, er de forberedt på alt, da den store dag oprinder. Men de har ikke fortalt publikum alt, og der er flere uventede drejninger.
Jeg ender på ni hjerter. Det er noget nær den perfekte kupfilm. En af genrens bedste. Men de taber Roberts på gulvet. Der mangler et eller andet ekstra der. Et par scener ekstra. Lidt mere udvikling i forholdet. Lidt mere tid til at genantænde gløden.
