Halloween Ends er den tredje og sidste film i den nye trilogi, som begyndte med Halloween i 2018. Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) og den maskerede babysitter-morder, Michael Myers, er tilbage for allersidste gang.
Den landede ganske vist i 2022, men efter den skuffende Halloween Kills fandt jeg ikke lysten til at se den sidste år. Nu er det atter oktober. Det føles forkert at efterlade trilogien uafsluttet, så jeg har endelig set den.
Der er gået fire år siden forgængerens grufulde hændelser den 31. oktober 2018. Myers forsvandt sporløst efter at have myrdet løs i rekordstore antal, men hans ondskab har lagt sig som en slags forbandelse over byen.
Alligevel har Laurie på 4 år gjort det, at hun ikke formåede på 40 år, da han sad indespærret. Hun altid vidste, hvor han var; nemlig at lægge frygten bag sig. Hun er flyttet ind til byen. Hun bager ovenikøbet græskartærte i anledning af årets allehelgensaften.
Ikke den samme bussemand
Er det en ulogisk drejning? Ikke nødvendigvis. I 40 år frygtede hun en morder, at hun overlevede som teenager. Hendes eneste oplevelse med ham var et traume fra et tidspunkt, hvor hun var ung, uerfaren og uforberedt.
Efter at have bekæmpet ham igen som voksen – og overlevet igen – kan det skræmmebillede, at han var, have ændret sig. Ikke fordi han i sig selv er mindre skræmmende. Men hun er mere hærdet. Hun har erstattet sit gamle traume med friske minder, hvor hun var forberedt og kæmpede imod. Konfronterede sin frygt. Derfor er han ikke den samme bussemand.
Men idyllen varer naturligvis ikke ved. Sporløst forsvundet er ikke det samme som død og borte. Myers lurer et sted derude. Før filmen er omme, vender han naturligvis tilbage.
Lige som de to forgængere er den instrueret af David Gordon Green. Til min store overraskelse er han også manden bag komedier som Pineapple Express og Your Highness. Men han har siden da kastet sig over gysergenren. Han er i gang med to efternølere til Eksorcisten.
Jeg kunne godt lide Halloween fra 2018. Mit problem med efterfølgeren var, den brugte mere tid på at hylde franchisen og trække tiden frem mod dette store opgør. Men nu er opgøret her så. Har det været ventetiden værd?
Svaret må være nej. Fordi Halloween Ends kunne lige så godt være den direkte efterfølger til Halloween (2018). Halloween Kills er stadig overflødig i den samlede fortælling. Derudover er der springet på 4 år. Den starter nærmest forfra med en ny fortælling. Det føles ikke som sidste kapitel i en saga. Ikke før til sidst.
Bedre end forgængeren – men ikke meget
MEN som enkeltstående gyser er den bedre end Halloween Kills, netop fordi den starter noget nyt. Den følger ganske vist nogle velkendte opskrifter, men i det mindste tramper den ikke rundt i gentagelser for at købe tid.
Tværtimod får du nogle friske overraskelser, hvor de har forsøgt at ryste posen og nyfortolke mytologien for sidste gang. Disse vil utvivlsomt skrubbe hardcore fans de forkerte steder, men i det mindste er de uventede.
Det ændrer ikke på, den fungerer ret skidt som en afslutning på hele baduljen. Det er for sent at ændre reglerne fem minutter før slutfløjtet. Det rejser for mange spørgsmål. Det skubber til franchisens etablerede logik.
Hvis de havde lavet den som en alternativ efterfølger a la f.eks. Wes Craven’s New Nightmare, havde den – i hvert fald delvist – fungeret bedre. Men her er den indsat som det sidste vers i hele balladen. Til det formål falder den udenfor.
Jeg ender på seks hjerter igen. Jeg var parat til at give den syv i løbet af filmen, men nogle af de uventede drejninger er ret utilfredsstillende. Instruktørens ambitioner er større end evnerne til at fuldføre opgaven.
I skrivende stund kan du se den på TV2 Play med et SkyShowtime tilkøb.
