Michael Myers og Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) er tilbage i Halloween Kills. Det er den tiende film i serien og den anden film i den nye trilogi, som begyndte med Halloween i 2018. På papiret den perfekte film til allehelgensaften.
Den foregår i 2018, 40 år efter den berygtede aften, hvor Laurie med nød og næppe overlevede deres første kamp. Michael vendte hjem til Haddonfield i den forrige film for at afslutte det, han startede, men Laurie var forberedt.
Handlingen fortsætter samme aften. Laurie indlægges, mens Michael undslipper branden i hendes hjem. I vanlig stil myrder han løs på sin vej gennem byen. Ligene hober sig op, og folk går i panik. Nogen forsøger at jagte ham i stedet. Det kommer de til at fortryde.
Blodig rodebunke
Der er masser af blod og lemlæstelser, men handlingen er en rodet affære. Filmmagerne træffer nogle pudsige, kreative valg, Jamies rolle skrumper, og som tiden går, føles det mere og mere som om de trækker den. Der kommer jo én film mere.
Den forrige film var dejligt enkel, og jeg kommenterede, at den føltes som en tidløs genreklassiker. En god, gammeldags slasher-film. Det gør den nye film ikke. Der er alt for mange moderne toner, men der er også alt for mange referencer til originalen.
H20 var i 1998 en jubilæumsfilm, der hyldede originalen og genren. Jeg kunne godt lide, at 2018-filmen ikke gik i samme spor. Men nogen må have prikket nogen på skulderen og sagt, det var en forglemmelse. Desværre.
Unødvendig mytedannelse
Når vi ikke følger Michaels tour de blodrus, får vi scener, hvor alle taler om ham. Mytedannelse på et tidspunkt, hvor det ikke burde være nødvendigt. Han er allerede genrens største slasher-skurk. Han bliver hverken større eller sejere af, at de minder os om det igen og igen.
I 1978 insisterede dr. Loomis på, at han skød og ramte Michael seks gange. Siden er han undsluppet døden igen og igen. Måske er han en overnaturlig bussemand. Men lad det være ved det. Det skal ikke italesættes eller iscenesættes yderligere. Det gør de desværre, og det har en afmystificerende effekt.
Jeg er overrasket, for jeg var rigtigt glad for den forrige film. Det er som om, de har mødt en skillevej og drejet forkert. Øv.
