The Foreigner

Jackie Chan som hævngerrig guerillakriger.

The Foreigner er en actionthriller fra 2017 instrueret af Martin Campbell, hvis øvrige værker tæller alt fra Bond-filmene GoldenEye og Casino Royale til den udskældte superheltefilm, Green Lantern.

Jackie Chan er en kinesisk indvandrer i London. Da han mister sin datter i et terrorangreb begået af IRA, tager han sagen i egne hænder. Han burde ikke have en kinamands chance i helvede, men han er ikke en helt almindelig kinamand.

Det er den mest alvorlige Jackie Chan-film, jeg har set. Han fjoller oftere rundt og bruger sine komiske kampteknikker til at kanøfle sit publikums lattermuskler. Men denne gang er han vældigt underspillet, alvorlig og følsom.

De velkendte tricks sniger sig en smule ind her og der, men ikke i et stemningsspolerende omfang. Til gengæld overrasker hans dramatiske talent. Han er yderst troværdig som traumatiseret selvtægtsmand.

Kinamand i helvede

Filmen genforener instruktøren med Pierce Brosnan. Han spiller Nordirlands viceminister med en fortid i IRA, hvilket gør det svært at afkode, hvor hans loyalitet egentlig ligger, og hvor involveret, han eventuelt er.

Campbell har lavet en thriller, der ligger tættere på Edge of Darkness med Mel Gibson end de fornævnte, bedre kendte film. Selvom han også er manden bag Ryan Reynolds berygtede superhelteflop, er han normalt en ganske ferm filmmager. Det viser han her.

Det er en solid thriller, der vækker minder om Death Wish (originalen), First Blood, The Equalizer og flere andre. En hæsblæsende hævnfilm med mange gode overraskelser og en flot præstation af Jackie Chan.

I skrivende stund kan du se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.