Detroit-strømeren Axel Foley er tilbage i sit fjerde kapitel hele 30 år efter forgængeren. Det samme er Eddie Murphy i sin mest ikoniske rolle. Dermed går han adskillige andre 80’er-stjerner i bedene. De vender alle tilbage.
Årene er gået, og den ordenshåndhævende ballademager har fået en voksen datter. Hun er forsvarsadvokat i Beverly Hills og havner i vanskeligheder, da hun stikker næsen i en hvepserede af kokain og korruption.
Døtre, sønner og enkelte eksempler på andre familiære bånd i en ny generation er en fast tradition i disse efternølere. Det er ikke opfindsomt, men det giver naturligvis mening. Det forekommer jo også i virkeligheden.
Det er til gengæld en kliché, at alle vores gamle helte har været dårlige fædre. De har mistet kontakten, og nu skal filmens begivenheder dælme sørge for både drama og den uundgåelige genforening.
På et tidspunkt vil jeg gerne se en anden vinkel. Men det blev altså ikke Axel Foleys nye eventyr, som leverer den. Dog skal de have den ros, at hun ikke er blevet betjent lige som ham. Hun hverken udfordrer eller overgår ham på hans hjemmebane.
Fortrinlig underholdning
Derfor er det stadig hans film. Han er den eneste, der gør det, han gør. Og selvom han er mere end 60 år gammel, er det ikke så utroværdigt eller kikset, som man kunne frygte. Tværtimod er det fortrinlig underholdning.
Han får selskab af alle de gamle gutter i mindre roller. De er med, når det gælder. Ikke bare i cameos, men også i den kapacitet, deres karakterer udfylder. Det er godt at se dem igen, for de har nærmest været forsvundet.
Men der er også friske kræfter i form af Kevin Bacon og Joseph Gordon-Levitt samt datteren. Hun spilles af Taylour Paige, kendt fra bl.a. Zola, hvor hun spillede hovedrollen.
Plottet er en klassisk Axel Foley-sag, og han bruger da også alle sine sædvanlige tricks. Mange scener er varianter over lignende i de oprindelige film. Det kunne man kritisere. Men, ærligt talt. Jeg hyggede mig.
Du kan se den på Netflix.
