
Grave Encounters er en canadisk found footage-gyser fra 2011 skrevet og instrueret af brødrene Vicious. De begår sig hovedsageligt i gysergenren og arbejder pt. på et remake af Urban Legend.
Filmen begynder med en kort introduktion fra en TV-producer, der hævder, at de optagelser, vi nu skal se, stammer fra et hold spøgelsesjægeres sidste opgave, hvor de forsvandt uden spor. Så er scenen sat. De stakkels menneskers desperate kamp kan begynde.
De ligner mange andre spøgelseshold, man ser på TV. Det står hurtigt klart, at de er den uægte vare. De laver underholdning. Alle kneb gælder. På denne opgave besøger de et nedlagt sindssygehospital. Her støder de på ægte dæmoner. Ups.
Den er velproduceret. Effekterne er gode. Selvom den anvender alle de gamle tricks, fungerer uhyggen som hovedregel. Den vil underholde fans af genren, lige som mange andre genregysere også gør det igen og igen.
Men den minder uhyggeligt meget om The Blair Witch Project. Den foregår ganske vist i andre omgivelser, men handlingen reduceres hurtigt til panikslagne mennesker, der græder og skriger og løber hjælpeløst rundt i ring. Den spiller på alle de samme tangenter.











