Final Destination 5 er en gyser fra 2011 instrueret af Steven Quale. Han har en beskeden filmografi, hvor de største meritter er arbejdet som 2nd Unit Director på Titanic og Avatar. Det kniber mere på egne ben.
Denne gang er åbningskatastrofen en kollapsende hængebro. Som altid overlever en mindre flok anført af en hovedperson, der oplever ulykken i et åndesyn. Dernæst starter den rigtige overlevelseskamp, fordi, som Tony Todd siger, døden hader at blive snydt.
Du læste rigtigt. Tony Todd er tilbage. Han er ekstremt vigtig. Han giver mystikken et ansigt. Han smider vigtige ledetråde, så de stakkels mennesker ikke skal gætte alting på egen hånd. Han gør en stor forskel.
Derudover er denne flok ældre. Unge voksne i stedet for store teenagere. Mere modne. Karrieremennesker. Det trækker handlingen ud af ungdomsgysersumpen, hvilket er på tide. Du må undvære de nøgne damer, men du får til gengæld en bedre film.
Bedre end de seneste efterfølgere
De flirter stadig med 3D-bølgen. Den skvulper lidt endnu. Men det føles som om, de har set det som en sur pligt. De strittende objekter og effekter er få ift. forgængeren. Det sætter jeg pris på. Det er en kedelig gimmick, når den reduceres til det. Jo mindre, jo bedre.
Der er flere fede scener, hvor både optakten og det endelige udfald er herlig underholdning. Det er nervepirrende spænding og brutale dødsfald. Ofte er det endda de små detaljer, som er mest effektfulde.
Handlingen er velskrevet. De undgår forgængerens svipsere og trækker spændingen i det rigtige tempo. De vender tilbage til rødderne. De er gået fra billige teenagegys til det, der skabte succesen i sin tid. Det er godt klaret i en femte film.
Jeg siger ikke, at den er lige så god som originalen. Men den er meget tættere på den end de seneste efterfølgere.
I skrivende stund kan du se dem alle på Max.
