Ready or Not 2: Here I Come

Ready or Not 2: Here I Come er en gyserkomedie fra 2026 instrueret af Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillet. Siden den første film i 2019 har de lavet både Scream 5 og 6 samt vampyrfilmen Abigail.

Lad dig ikke narre af de 7 år mellem de to film. Handlingen fortsætter dagen derpå. Grace (Samara Weaving) overlevede nattens gemmeleg, men spillet fortsætter. Det er nemlig meget større end den enkelte familie. Deres nederlag og eksplosive skæbne efterlader et tomrum i djævelens sataniske hierarki. Grace må dø for at afgøre magtkampen.

Uheldigvis får hun søsteren Faith (Kathryn Newton) på slæb. De har ikke set hinanden i årevis. Familiedramaet får en tur, selvom de burde have nok at se til med de mange mordere i hælene. Men sådan leger vi nu og da. Det handler om at udvikle både karakterne og plottet. Det bidrager også til humoren nu og da.

På en måde er opskriften den samme. Jagten starter forfra. Men mytologien udvikler sig i rivende fart. Den første film var enkel og ligetil. Nu er der meget mere på spil. Flere involverede og større kræfter. Jeg vil sammenligne med frk. Weavings The Babysitter: Killer Queen, hvor et lignende vokseværk finder sted.

En anden oplagt sammenligning er Zombieland: Double Tap, selvom plottet er forskelligt. Eller for den sags skyld M3GAN 2.0. Det er alle gysere med sort humor. Efterfølgerne tager en drejning i retning af mere action og humor. Tag det som en rettesnor. Det vil måske fortælle dig, om du skal se denne her.

Jeg hyggede mig. Selvom alvoren træder i baggrunden, er det god underholdning. Masser af brutale løjer og endda gensyn med selveste Buffy Summers, altså Sarah Michelle Gellar, ovenikøbet i en skurkerolle. Ja tak!

I skrivende stund kan du se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.