
Body of Evidence er en erotisk thriller fra 1993 instrueret af tyske Uli Edel. Han er manden bag Christiane F., et kontroversielt kultdrama baseret på en sand historie om en 13-årig narkoluder i Berlin i 70’erne.
På dansk hedder filmen også Klædt af til mord. Det er utvivlsomt en variation over Brian De Palmas Klædt på til mord (Dressed to Kill). De to film har intet med hinanden at gøre ud over denne detalje.
Madonna forsøger igen-igen at blive filmstjerne. Meget tyder på, at hun har skævet misundeligt til Sharon Stones Iskoldt begær. Hun allierer sig på tilsvarende vis med en europæisk filmmager og en stærk mandlig modspiller; Willem Dafoe.
Hun spiller en ung kvinde med en ældre, velhavende kæreste. Da han dør, anklages hun for mord. Primært pga. fordomme om aldersforskelle og kinky sex. Dafoe er advokaten, som forsvarer hende i retten – og dusker hende alle andre steder.
Madonna svinger pisken
Den er hverken skrevet eller produceret af Madonna selv. Men der er næppe nogen tvivl om hendes indflydelse. På det tidspunkt var hun særligt fokuseret på samme emne i sin karriere som popdronning.
Hun udgav albummet Erotica i 1992 samt fotobogen Sex. Hun mere stønnede end sang og smed både tøjet og hæmningerne i det eksplicitte billedmateriale, hvor især sadomasochisme var temaet. Herunder er nogle eksempler fra bogen.
Hun har mere på sinde end blot at sælge sig selv og sin krop i filmen. Det afslører dialogen, hvor normer og fordomme om både køn og seksualitet flettes ind i et plot skrevet til samme formål. Men det er hverken godt skrevet eller udført.
De bruger da også en stor del af spilletiden på lange, afslørende sexscener. Madonna forsøger at overgå førnævnte frøken Stone. Det er stadig softcore, men hvis de viste det på Playboy-kanalen, ville du ikke opdage, at det stammer fra en almindelig biograffilm.
I modsætning til Iskoldt begær er dette et retssagsdrama. Den slags kan godt være spændende, men det kræver et knaldgodt manuskript. Her får du snarere en impotent skriveblokering. Intet føles planlagt. Den snubler nærmest ind i sine egne overraskende drejninger.
Man kan se den, hvis man er nysgerrig. Dafoe, Joe Mantegna mfl. er ikke dårligt selskab. Madonna er da også en køn pige med mange talenter. Men du vil formentlig blive lidt vred på den også.















