Spider-Man: Brand New Day er en superheltefilm fra 2026 instrueret af Destin Daniel Cretton. Han er manden bag Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings. Derudover har han skabt og produceret TV-serien Wonder Man.
Det er den fjerde film med Tom Holland som Spider-Man i Marvels filmunivers. Forholdet med Sony knager nu og da. Ingen af de mange spin-off-forsøg med murkravlerens skurkegalleri er landet på benene. Men Spider-Man har de styr på.
Forgængeren er fem år gammel. Der er for en gangs skyld gået sådan cirka det samme antal år filmens kronologi. Peter er stadig glemt og bruger al sin tid som Spider-Man. Hans heltestatus er omsider ubestridt. Han følger Ned og MJ via sociale medier. De er færdige som studerende og bor sammen i New York – altså som værelseskammerater.
Han har bekæmpet mange nye fjender i mellem de to film. Nogle møder vi igen, men de fleste dukker bare op i en hurtig opsummering. Det gibber lidt i den gamle tegneserielæser. Man ville da gerne have set mere. Måske kan de vende tilbage senere.
Filmens primære skurk – eller snarere antagonist, som det hedder – er en gammel kending, men nyfortolket til ukendelighed. Næsten da. Der er et stort potentiale. De tænker fremad som altid. Jeg vil ikke afsløre meget mere, da det for mange vil være en både positiv og spændende overraskelse.
Måske skal jeg forberede dig på, at det ikke er en af Spider-Mans egne skurke. Det er en af tegneseriernes tunge spillere, omend i en tidlig udgave. Normalt møder vi personen i andre hæfter og film. Men dette er jo Marvels samlede univers, så alle kan dukke op alle vegne. Det kan blive meget spændende, hvis de fortsætter de gode takter.
Ikke en græsk tragedie
Det er en fantastisk god film. På en måde starter den forfra, nu hvor Spider-Mans identitet atter er glemt. Han er på egen hånd med sparsom teknologi, hvilket vækker minder om de gamle tegneserier. Han lever den ensomme tilværelse som superhelt, hvor behovet for at ofre sig og kæmpe for andre vejer tungere end alt andet. Det er sådan, vi kender ham. Et superhelteliv i skyggen af fatale fejltagelser, som bare ikke må gentage sig.
Det er selvfølgelig ikke en græsk tragedie, selvom Tom og Zendaya (og Jon Bernthal) har stiftet bekendtskab med netop den genre i en vis anden film for nylig. Men det er hårdt at være Spider-Man. Eventyret er inde i en mørkere fase. Det kan minde om udviklingen i Harry Potter-filmene, hvor tonen også blev mere voksen i takt med børnenes opvækst.
Det begyndte selvfølgelig i forgængeren med tante Mays død. Det er den naturlige udvikling. Det åbner spændende døre fremadrettet. Udfordringerne kan ikke altid blive større og større. Men de kan veje tungere.
Tante May er blevet denne Spider-Mans onkel Ben. Hun er hans indre vejleder, når det ser allersortest ud. Det er næppe alle, der kan lide dette skifte. Men jeg overgiver mig. Marisa Tomei leverer en ømhed og hjertelighed, der næppe ville lande på helt samme måde fra en mandlig pendant. Jeg ved, det lyder skrækkeligt. Selvfølgelig kan mænd også være ømme. Men onkel Bens budskab handlede på stoisk manér om kræfterne og ansvaret. Tante May taler til hjertet.
Jeg elsker forgængeren. Det er faktisk min yndlingsfilm i MCU, også selvom det er Sony og ikke Marvel Studios selv. Men dette er en perfekt efterfølger. Den gør nærmest alt rigtigt, mens den fortsætter fortællingen og udvikler både karakterne og universet. Marginalerne afgør det. De er så små, at jeg ender på samme bedømmelse.
