Avatar: Fire and Ash er den tredje og måske sidste film i James Camerons store, våde rumsaga. Han har ganske vist skruet op for tempoet. Der er kun gået fire år siden forgængeren. Det er rimeligt for storfilm i disse proportioner. Men selvom filmene også indtjener milliarder, er Disney i vanskeligheder. Han får kun grønt lys, hvis han kan lave dem billigere.
Jeg hader at sige det, men det overlever vi nok. Denne efterfølger lider af mange af de samme fejl som forgængeren.
Men det er også et univers med store begrænsninger. I den sidste fik vi noget nyt i form af det våde element og alle de nye dyr dernede. Men nu er det bare en gentagelse. Titlens fokus på næste grundelement, ilden, er i praksis en mindre tilføjelse i form af en ny, fjendtlig stamme, der kan lide at lege med tændstikker.
Plottet kredser stadig om major Quaritch’ jagt på Jake. Menneskene vil stadig erobre planeten og udnytte alle dens ressourcer, især de fredelige hvalfisk. Endnu et opgør er på vej, men det føles som et opgør, vi allerede har set to gange.
En til glemmebogen
Askefolket er ikke en uinteressant, ny fjende. Men de spiller andenviolin, da Quaritch udnytter situationen og stjæler rampelyset igen-igen. Derudover er der nogle overraskende udviklinger hos de unge karakterer. Men disse er også blot mindre detaljer, der får en rolle i det velkendte plot, men ikke rigtigt sin egen fortælling.
Det visuelle har Cameron stadig godt styr på. Men han er blevet en ret dårlig fortæller. Dramaet er skæmmet af dårligt skuespil og sjusket skrivearbejde. Jeg blev sgu lidt irriteret.
Det hjælper heller ikke, at 76-årige Sigourney Weaver lægger stemme til sin egen rumdatter. Man kan høre alderen i hendes stemme. Det bryder illusionen.
Når man tænker på, hvor stor en detaljerytter, Cameron normalt er. Og at dette har været hans livs projekt i årtier. Så undrer det mig virkelig, at han ikke har oppet sig lidt mere. Han vil blive husket for sine storfilm i storhedstiden i 80’erne og 90’erne. Disse går formentlig i glemmebogen.
