A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors

Heather Langenkamp er tilbage i det 3. morderiske mareridt fra 1987, og hun fortsætter kampen mod Freddy Krueger som terapeut og specialist i søvnforstyrrelser. Hun er nystartet på den lukkede afdeling, hvor flere unge mennesker nægter at sove af frygt for en fælles bøhmand, som dr. Gordon kalder ham. En slags massepsykose. Men Heather dvs. Nancy ved bedre.

Der er flere gamle kendinge i filmen, nogle i meget unge udgaver, Patricia Arquette (Stigmata) og Laurence “Larry” Fishburne (The Matrix, Hannibal) samt Craig Wasson (Body Double).

Det glæder mig at fortælle, at Freddy Krueger er tilbage på sporet. Efter den uheldige 2’er, hvor de rodede lidt for meget rundt, er han tilbage i drømmeverdenen, hvor han rigtigt kan folde sig ud, terrorisere de unge mennesker og myrde løs på nye, fantasifulde måder.

Lige som jeg og mange andre var Wes Craven heller ikke tilfreds med 2’eren. Han syntes, manuskriptet var dumt, der manglede en ordentlig helt eller heltinde, og Freddy mistede al sin overmagt, når han trådte ind i virkeligheden: “Når Freddy render rundt om en swimmingpool blandt teenagere, der er større end ham, ser han bare fjollet ud.” Så Craven skrev selv et manuskript til 3’eren, og instruktøren Chuck Russell samt Frank Darabont (Den grønne mil, En verden udenfor, The Mist) satte de sidste kragetæer på værket.

Mytologien udbygges

3’eren er den fortsættelse, 2’eren burde have været. Den samler op på historien fra 1’eren, den holder fast i præmissen og genbruger opskriften, men den udvikler også idéen og tager os med i en ny og uventet, men også passende og spændende retning. Vi lærer mere om Freddys baggrund, og mytologien og det uskrevne regelsæt om, hvad Freddy kan, og hvad andre kan gøre for at kæmpe imod ham, udbygges.

Den byder på mere af alt det, der gjorde 1’eren god. Masser af opfindsomme mordscener og gode, praktiske effekter, der naturligvis ser gamle og kunstige ud, men stadig er underholdende og til tider ret komiske, hvilket passer fint til Freddys teatralske facon og kulsorte galgenhumor.

1’eren er marginalt bedre, som 1’ere oftest er, men 3’eren får samme bedømmelse. Forskellen er ikke stor nok til at trække et helt hjerte fra. Det er en perfekt efterfølger.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.