Stigmata

Patricia Arquette som Frankie Paige.

Stigmata er det græske ord for stik- og brændemærker. Ordet har senere fået en bibelsk betydning, der kan spores tilbage til apostlen Paulus, som skrev i Galaterbrevet, at han bar Jesu sårmærker på sin krop, og deraf blev Stigmata også navnet på et mystisk fænomen indenfor kristendommen, hvor sår og ar svarende til dem, Jesus pådrog sig, da han blev pint og korsfæstet før sin død, manifesterer sig på den stigmatiseredes krop.

Stigmata er derfor også navnet på denne gyser fra 1999, hvori Frankie Paige (Patricia Arquette), en ung, amerikansk kvinde, pludselig bliver offer for det mystiske fænomen. Andrew Kiernan (Gabriel Byrne) er en præst og tidligere videnskabsmand, der arbejder for Vatikanet, og han tager til USA for at undersøge sagen nærmere. Han er skeptisk, særligt fordi kvinden er ateist, og stigmatiserede altid har været stærkt religiøse personer, men han kommer på andre tanker, da han ser fænomenet med egne øjne.

Gabriel Byrne som fader Andrew Kiernan.

Anmelderlegenden Roger Ebert kaldte Stigmata den sjoveste film nogensinde om katolicisme, og det var ikke ment positivt, for filmen er ikke en komedie. Han gav den to ud af fire stjerner, og hans kolleger var lige så nådesløse. Gabriel Byrne blev også nomineret til en Razzie for Worst Supporting Actor, men han tabte til Ahmed Best, der lagde stemme til Jar Jar Binks i Star Wars: The Phantom Menace.

Ebert har ret i, at filmen er noget teologisk vrøvl, men det er ligegyldigt, for den er fantastisk underholdende. Den er velproduceret og medrivende, og den er ikke så dum, at man sidder og tager sig til hovedet hele tiden – måske hvis man er teolog eller bare kristen, men jeg er ingen af delene.

Det er en ny og spændende vinkel på besættelse og exorcisme, men i modsætning til Ebert synes jeg ikke, at filmen er en Eksorcisten wannabee, og jeg ser ingen grund til at sammenligne de to film. Selvom de har et temafællesskab, er de også vidt forskellige, og Stigmata er god og skræmmende på sin egen måde.

Som nostalgiker sætter jeg også stor pris på filmens 90’er-stemning, der kommer til udtryk i det visuelle udtryk, fortællestilen og naturligvis soundtracket med musiknumre fra kunstnere som Remy Zero, Björk, Massive Attack og Natalie Imbruglia samt filmmusik komponeret af Billy Corgan fra Smashing Pumpkins.

Det er en overset film, og den har fået flere hug end fortjent.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *