Alice i Eventyrland: Bag spejlet (originaltitel: Alice Through the Looking Glass) er en eventyrfilm fra 2016 instrueret af James Bobin. Han overtager det varme sæde efter Tim Burton, som i stedet producerer. Bobin er manden bag bl.a. Muppets Most Wanted.
Alice blev aldrig gift. I stedet blev hun søfarer som sin far, endda kaptajn på eget skibsdæk. Det hele er dog truet af den trælse Lord Ascot, hendes tidligere forlovede. Mens hun har været på havet, har han nemlig arvet sin fars forretning.
Jeg vil ikke kede dig med alle de juridiske detaljer. Det er ikke så vigtigt. Det handler i virkeligheden om, at Alice endnu engang er presset i den rigtige verden. Samtidig får hun en ny chance for at flygte ind i Eventyrland – denne gang igennem et spejl.
Her er der sket noget frygteligt. Den gale hattemager er galere end nogensinde. Det handler om hans familie og deres tilsyneladende bortgang. Løsningen er en tidsrejse, og Alice er den udvalgte heltinde, da hun ikke risikerer at rende ind i sig selv.
Linda Woolverton, der også skrev forgængeren og – mange år tidligere – Disney-klassikere som Skønheden og udyret samt Løvernes konge, har endnu engang digtet en ny fortælling. Bortset fra karaktererne er der lånt færre detaljer fra forfatterens bøger.
Dette var ét af anmeldernes kritikpunkter. En spurgte direkte, hvad alt dette har med Lewis Caroll at gøre?! De var meget hårde mod den. Skør, dum, en fornærmelse osv. Den scorer kun 29 procent på Rotten Tomatoes.
Eventyrland med ekstra guf
Derfor har jeg ikke set den før nu. Selvom man ikke skal lytte for meget til anmeldere, kan man sagtens miste interessen alligevel. Men det kan også være en fordel at vente. For dette er ikke en Zack Snyder-film, hvor folk er så hadefulde, at debatten stadig raser.
Jeg gik ind til den med åbent sind. Jeg huskede ikke kritikken. Debatten er for længst forstummet. Den er bare gået i glemmebogen. Jeg blev positivt overrasket.
Det er først og fremmest godt håndværk. Selvom Bobin ikke er Burton, er han en ganske solid erstatning. Især med Burtons hjælp fra producerstolen. Woolverton er tilsvarende dygtig, og hele rollelisten er tilbage og lige veloplagt.
Jeg har ikke læst bøgerne og kan derfor være bedøvende ligeglad med, om filmene rammer noget derfra. Til gengæld er jeg både Burton- og genrefan. Jeg er vild med dette dystre Eventyrland, og hele tidsrejseaspektet er bare ekstra guf.
Den onde tunge kan sagtens hævde, at det minder om andre genrefilm i nyere tid. Harry Potter især. Men visse elementer vakte også minder om en anden eventyrlig efterfølger, nemlig Tilbage til Oz.
Det trækker dog ikke ned i min bog. Måske er jeg bare en sucker for de ting, jeg godt kan lide i genrefilmene. I hvert fald hyggede jeg mig, og det høje niveau overraskede. Jeg havde frygtet, det var der, den haltede.
Hvil i fred, Hans Gruber
Dette blev Alan Rickmans sidste film. Han lægger stemme til kålormen/sommerfuglen Absolem. Han gik bort den 14. januar 2016 efter endnu en kamp imod kræft.