Almost Famous er et semibiografisk komediedrama fra 2000 skrevet og instrueret af Cameron Crowe. Han fortæller en delvist fiktiv historie om sin ungdom som journalist for rockmagasinet Rolling Stone.
I filmen forsøger han som 15-årig i 1973 at få et interview med Black Sabbath. Det lykkes end ikke at få et glimt af Ozzy og co. Men deres opvarmningsband, Stillwater, er en anden snak. Han smigrer dem og opnår at få en plads på deres turné og et fortroligt indblik i livet bag scenetæppet.
På sin rejse møder han også bandets medrejsende groupier, eller bandstøtter som de foretrækker at kalde sig, heriblandt en mindre legende i sin egen ret, Penny Lane. Han forelsker sig, og hun tager ham under sine storesøsteragtige vinger.
Det er en ungdomsfilm om at blive voksen, men også en livslektiefilm med en rockmusikalsk vinkel, hvor kunst og kommercialisme kæmper sine kampe. Den er sin egen, men ville falde godt til rette på hylden med bl.a. Døde poeters klub.
Ethundrede procent autentisk
Crowe fik faktisk sin egen begyndelse som rockjournalist på opgave for Rolling Stone, da han blot var 15 år i 1973. Den del er god nok. Penny Lane er også inspireret af en rigtig person. Stillwater er dog et fiktivt band. I virkeligheden tog han på turné med The Allman Brothers, som udgav sit bedst sælgende album det år.
Han har formentlig skabt et fiktivt band for at kunne lade sig inspirere af mange andre, men også fastholde sin egen fortælling deri. Havde han anvendt et rigtigt band, ville deres berømmelse have skabt et andet produkt, nemlig en biografi om dem.
Det er et godt valg. Man kan nyde historien om denne unge knægt, der får sit livs oplevelse og måske sine vigtigste lektioner om både musikkens væsen og branchens faldgruber. For ikke at nævne livet.
Man kan lege med tanken om, hvor han henter sine inspirationer. Der er en dynamik i bandet, som findes i mange andre; de to alfahanner, forsangeren og guitaristen, hvis kamp om spotlyset kan være en kilde til både kreativ udfoldelse og gnistrende kaos.
Det er en skøn film. En medrivende rejse med mange sjove oplevelser og rørende øjeblikke. Delvist fiktiv, men ethundrede procent autentisk. Fantastiske karakterer, både de rigtige og de inspirerede. Forrygende Frances McDormand.
I sidste ende også en varm og sød feel-good-film.
