
Grinchen – Julen er stjålet (originaltitel: How the Grinch Stole Christmas) er en julekomedie fra 2000 instrueret af Ron Howard. Han er manden bag Willow, Splash og mange andre. Den er baseret på en børnebog af Dr. Seuss.
Jim Carrey er grinchen, et væmmeligt væsen, som hader julen. Han bor i ensomhed – bortset fra hunden Max – på en bjergtop højt over byen. Alle frygter ham, og han elsker det. Men en dag, hvor han lister rundt og laver narrestreger, møder han Cindy Lou, og hun er ikke bange for ham. Tværtimod.
Det er en sød, sjov og rørende julefortælling med masser af juleånd. Grinchen har meget til fælles med en anden juleskurk, Ebenezer Scrooge, men i stedet for tre spøgelser får han besøg af Cindy Lou.
Carrey er perfekt i rollen. Selv bag den grønne makeup og pels er han nem at genkende. Hans mimik skinner igennem, og den er som skabt til dette fabeldyr. Det samme er hans sprælske, fysiske komik.
Lille, nuttede Cindy Lou, altså Taylor Momsen, er i øvrigt blevet rockstjerne siden dengang. Hun er forsanger i The Pretty Reckless, og de er ret fede. Hvis du er til tråd med tøser, så tjek dem ud.
Jeg tror sgu, mit hjerte voksede tre størrelser, da jeg så den. Det er en dejlig julefilm.











