Ant-Man and the Wasp

Ant-Man and the Wasp er efterfølgeren til Ant-Man, og den samler historien op efter begivenhederne i Captain America: Civil War, hvor Scott Lang kæmpede på Steve Rogers’ side. Ulejligheden kostede ham en dom for overtrædelse af den nye superheltelov, de såkaldte Sokovia Accords, og han har siddet i husarrest med fodlænke i næsten to år. Hank og Hope er vrede, fordi han stjal dragten, da han skulle hjælpe Steve, og de er som skaberne af teknologien begge efterlyste og gået under jorden, så den spirende romance med Hope er desværre visnet i mellemtiden. Eller er den?

Tre dage før endt afsoning bliver Scott pludselig ramt af et flashback, der ikke er et af hans egne minder, men derimod et minde fra Hopes mor, Janet, som 30 år tidligere forsvandt i The Quantum Realm, et slags mikrounivers og hjemsted for bl.a. tardigrader, også kaldet bjørnedyr, hvilket dog må være skrupforkert, da de skulle være 0,5 mm lange, og mikrouniverset er subatomart. Anyway, Hank og Hope vil forsøge at redde Janet, og Scotts flashback kan være en vigtig ledetråd, da han var en tur nede i mikrouniverset i den første film og dermed beviste, at man kan vende tilbage.

Scott går med til at hjælpe Hank og Hope med at redde Janet, selvom han risikerer at sætte sin afsoning over styr, men det bliver lettere sagt end gjort, for FBI jagter dem, og der er også andre aktører, som vil have fingrene i Hanks teknologi.

Man kan mene, hvad man vil om Marvel-maskinen, men den er effektiv og velsmurt, og jeg er personligt ligeglad med, at film følger opskrifter, for det gør alle film, og det handler i langt højere grad om det, der kommer ud af opskrifterne, og alle de detaljer, der gør det endelige resultat unikt.

Ant-Man and the Wasp mikser mange opskrifter. Der er opskriften på en god efterfølger, opskriften på et godt superhelteeventyr, opskriften på en god komedie, måske endda en romantisk en af slagsen, opskriften på en god familiefilm og sidst, men ikke mindst, Marvel-opskriften.

Det er slet ikke så kompliceret, som det lyder, tværtimod. Filmen er rigtigt godt skruet sammen, tempoet er højt, der er masser af action, den rette portion humor og en god, medrivende historie. Paul Rudd, Evangeline Lilly og Michael Douglas sprudler af energi og god kemi, og selvom Michelle Pfeiffers rolle er lille, er det skønt at se hende igen.

Man kunne, hvis man vil, og det vil mange, for de gør det næsten hver gang, kritisere skurken, eller snarere manglen på en rigtig god superskurk, men jeg synes, at historien og heltene bærer den hjem.

Der er dem, der mener, at en film kun er så god, som sin skurk. Jeg er ikke ubetinget enig i det synspunkt, for jeg synes, at for eksempel Indiana Jones-filmene er fantastiske pga. Indy selv. Jeg husker ikke andet om skurkene end, at de er nazister, og jeg husker ingen Hans Landa (Inglourious Basterds) eller lignende iblandt dem. De film er gode, fordi historien er god, og fordi Harrison Ford er god, ikke fordi der er en god skurk.

Marvel-filmene minder mig om film som netop Indiana Jones. Gode, gamle actioneventyr, som de lavede dem, da jeg voksede op. Marvel-maskinen har fundet den hellige gral, og de rammer plet igen og igen. Og Ant-Man and the Wasp er endnu et pletskud.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *