Candyman er en gyser fra 1992 baseret på en novelle af Clive Barker. Han er ikke nær så kendt som Stephen King, men du har formentlig hørt om Hellraiser og Nightbreed. Begge instrueret af forfatteren selv.
Både Candyman og Hellraiser er sejlivede franchiser med adskillige efterfølgere og sågar remakes i nyere tid. Førstnævnte genindspilledes i 2021. Men dette er originalen med Tony Todd og Virginia Madsen.
Helen Lyle (Madsen) er i fuld gang med en universitetsafhandling om vandrehistorier. Hun dykker dybere ned i myten om Candyman, da hun opdager en forbindelse til nylige mord begået i hendes egen hjemby, Chicago.
Titelkarakteren er en overnaturlig skikkelse med en stor klo som erstatning for sin afhuggede, højre hånd. Den er særdeles “handy” (høhø), når slagteofrene står for tur. Sig hans navn fem gange, så kommer han.
Uhyggen opbygges langsomt. Det er ikke en ungdomsgyser, hvor mordene kommer i en lind strøm. Her er plads til både mytedannelse og karakterudvikling samt sociale kommentarer om byudvikling og klasseskel.
“Åh nej, at det er woke,” tænker du. Ja, faktisk. Men det er mere subtilt. Det er en naturlig del af fortællingen. Du kan reflektere over det. Men du kan også bare se det som en filmkulisse, der afspejler virkeligheden.
Under alle omstændigheder er niveauet overraskende højt. Der er meget mere kød på historien, end jeg husker. Godt drama, god spænding og en af de mest uventede drejninger, man kan forestille sig.
