Con Air

Nicolas Cage og John Malkovich.

Con Air er en actionthriller fra 1997 instrueret af Simon West. Han er manden bag bl.a. Lara Croft: Tomb Raider og The Mechanic. Den er produceret af Jerry Bruckheimer, hvis meritter tæller alt fra Flashdance til Bad Boys.

Nicolas Cage er en ekssoldat og straffefange dømt for et mord begået i selvforsvar. Efter otte års afsoning får han godkendt sin prøveløsladelse, og han glæder sig til at møde sin datter for første gang.

Uheldigvis foregår rejsen imod friheden og den lykkelige slutning på et fangetransportfly proppet med seriemordere, psykopater og voldtægtsmænd. De har planlagt en fangeflugt, og det forsinker Cages genforening.

Det er et actionbrag af Michael Bay’ske proportioner. West ville ikke stå i skyggen af kollegaens Cage-film, The Rock, og denne gang er den gode Nicolas ikke en nørdet bombeekspert på slæb, men manden med musklerne, der holder andre i hånden.

Årtiets bedste actionfilm

Det er han også bedst til, i hvert fald i denne genre, for lige så cool filmen er i alle andre scener, lige så kikset og sødsuppeagtig er den i det indledende fængselsdrama, hvor han brevskriver med sin datter.

Det er ikke fordi, jeg er en kold skiderik, der fnyser af følelser og kvaser øldåser mod pandeskallen. Der er bare smurt for tykt på, og Cage sælger den ikke. Heldigvis skifter scenen til det førnævnte fangefly.

Her er den über-fed og fuld af farverige skurke med forskellige særheder og andre modbydelige karaktertræk spillet af lutter kendte ansigter. Cage får sit hyr med at redde sig selv, gidslerne og sin datters fødselsdag.

Egentlig er den for overdrevet på samtlige parametre til at være traditionelt god. Men af samme grund er den bare noget særligt i genren. I et stærkt 90’er-felt ligger den blandt årtiets bedste actionfilm. Skønt gensyn.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.