The Mechanic

The Mechanic er en actionthriller fra 2011 instrueret af Simon West. Han har tidligere instrueret bl.a. Con Air og Lara Croft: Tomb Raider.

Arthur Bishop er lejemorder. Han er den bedste, en specialist på området. Hurtig, effektiv og diskret. Men en dag får han en opgave, der ændrer alt.

Jason Statham er “mekanikeren.” Han var også “transportøren” (i The Transporter-filmene), og de to roller er meget, meget ens. Han er eksperten, der løser de svære opgaver, gemt bag en ordinær jobtitel. Måske vil han gerne være en ny Steven Seagal og spille den samme rolle igen og igen?

Filmen er et remake af The Mechanic fra 1972, hvor Charles Bronson spillede Arthur Bishop. Historien er ændret en anelse, og det har desværre ikke gjort den bedre. Faktisk er nogen af de vigtigste detaljer gået tabt, og slutningen i den nye version snubler lidt.

Men det er en underholdende og intens actionfilm, der vipper mellem fede, brutale actionscener og opfindsomme, veludførte kupscener. Så meget ros skal den dog have. Hvis du tager chancen med den, vil du ikke kede dig.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.