Da Vinci Mysteriet (originaltitel: The Da Vinci Code) er en thriller fra 2006 instrueret af Ron Howard, hvis øvrige værker spænder vidt fra bl.a. Splash til Apollo 13. Det er den første film (ud af tre) baseret på Dan Browns berømte bøger om symbolforskeren Robert Langdon.
Tom Hanks spiller hovedrollen som den amerikanske universitetsprofessor, der rodes ind i et mordmysterie, da offeret implicerer ham. Ikke fordi han er den skyldige, men fordi han er den rette til at løse gåden, som viser sig at være et større komplot fuld af symboler og historisk forankrede ledetråde.
Brown har i alt skrevet fem bøger om professor Langdon. Nr. 1, 2 og 4 er filmatiseret med Hanks og Howard i cockpittet. Denne første film er faktisk baseret på den anden bog, som var forfatterens største succes dengang. Ikke mindst pga. kontroversen med den katolske kirke, som ønskede bogen bandlyst.
Jeg læste bogen, før jeg så filmen første gang, og jeg var en anelse undervældet af overførslen fra tekst og papir til levende billeder. Sådan kan det gå, når litterære værker realiseres af andre. De rammer aldrig det, du selv har fantaseret dig til.
Længere – men stadig for kort
Jeg har genset et næsten tre timer langt Extended Cut. Cirka en halv time længere end biografversionen. Alligevel sidder jeg med samme følelse som første gang. Plottet er for detaljerigt til en filmatisering. De mange, mange ledetråde og lokationer presser tiden, og det går ud over fordøjelsen.
Alt dette fungerede bedre i bogen, hvor hele kapitler blev brugt på scener, der kun varer få minutter i filmen. Historien egner sig bedre til en TV-serie. Alternativt kunne de have ændret mere og skåret nogle af mellemposterne fra.
Det samme tidspres rammer karakterudviklingen. Især Langdon trækker det korte strå. Nogle af de andre får en fyldigere baggrundshistorie fortalt med flashbacks, men Hanks’ hovedrolle får knap nok lov at afholde et engagerende foredrag, før han kastes ud i en symboldrevet skattejagt.
Det er filmens gennemgående helligbrøde. Der er for lidt tid her, der og alle vegne. Langdon og kvinden, der hjælper ham, suser rundt fra sted til sted, taler knap nok om andet end situationen, mordet og gåderne, og du får ingen fornemmelse af, hvem de er.
Jovist, han er symbolforsker, og hun er kryptograf. Man kan udfylde en faktaboks om dem begge – og de andre. Men deres personlighed. Deres fulde karakter. Her får man ikke meget at rafle med, fordi handlingen ræser videre til næste gåde eller ledetråd.
Spildt potentiale
Jeg håbede, jeg ville overgive mig ved gensynet. Opdage en masse jeg missede første gang. Sådan gik det desværre ikke.
De er alle dygtige skuespillere, og de gør deres bedste med materialet. Der er god spænding og et plot med mange overraskelser. Alligevel er den en anelse tør. Jeg mistænker som sagt det nævnte tidspres.
Der er også mange detaljer i plottet, handlingen og gåderne, som fungerer langt bedre på skrift. Når de udtales og afvikles med levende karakterer, falmer de. Nogle er mindre mystiske eller knap så skræmmende, andre er absurde eller sågar en anelse fjollede.
Howards håndværk er godt, og der er flere passager, hvor det føles som en god film. Den har sine øjeblikke her og der, og den sidste times tid, hvor alting falder på plads, har en anden ro og balance.
Men alt det andet trækker ned, og når man ser tilbage på den, kunne de nok have løst problemerne med justeringer her og der. Den har et stort, spildt potentiale.
