Darkman er en actiongyser og original superheltefilm fra 1990 skabt og instrueret af Sam Raimi. Han forsøgte oprindeligt at sikre sig rettighederne til Batman eller The Shadow. Da det ikke lykkedes, skabte han sin egen dystre anti-helt.
Liam Neeson er dr. Peyton Westlake, en genial videnskabsmand, der forsøger at udvikle syntetisk hud til brandofre. Hans kæreste, Julie Hastings (Frances McDormand), er advokat og arbejder for en korrupt byggeherre.
Hun finder et inkriminerende dokument og konfronterer sin chef. Han sender en flok morderiske håndlangere for at løse problemet, og stakkels Peyton kommer i vejen. Men han overlever og søger hævn.
Stemning og store ambitioner
Det er en atypisk superheltefilm, hvis man sammenligner den med genren i dag. Selvom Raimi også er manden bag Spider-Man-filmene med Tobey Maguire, ligger Darkman tættere på Evil Dead-filmene.
Den er mørk og dyster. Hovedpersonen er en tragisk karakter inspireret af især Fantomet i operaen. Han kan også sammenlignes med Swamp Thing. Han forvandles til et monster og mister alt inkl. kærligheden.
Der er humor her og der i korte glimt. Men filmen er overraskende alvorlig. Raimi har haft store ambitioner. Det er en flot, medrivende og stemningsfuldt genrefilm, der rækker ud efter klassikere som Paul Verhoevens RoboCop og Tim Burtons Batman.
Den når dog ikke helt derop. Skuespillet er for B-filmsagtigt, og selvom der er flotte, praktiske effekter, er der også en del green-screen-optagelser, som ikke er ældet med ynde. Det ligner en både dyr og billig produktion på samme tid.
Heldigvis – og allervigtigst – er den fantastisk underholdende. Blandt B-film ligger den helt i toppen. Det er en skøn blanding af fede detaljer og charmerende skønhedsfejl.
