Django Unchained

Django Unchained er en western fra 2012 instrueret af Quentin Tarantino. Det er hans bud på en spaghetti-western a la Sergio Corbucci, manden bag bl.a. den oprindelige Django og mange andre.

Men det er ikke et remake af Django. Som altid henter Tarantino inspiration mange steder, bl.a. i slavefilmen Mandingo og hævnfilmen Angel Unchained. Der findes i øvrigt utallige andre westerns med Django i titlen.

Tarantino ønskede at fortælle en historie om det amerikanske slaveri. Dette falder dels i tråd med Inglourious Basterds, hvor han tacklede nazismen, men det er også en western-tradition at inddrage verdenshistorien.

Jamie Foxx er slaven Django, handlet og adskilt fra sin hustru. Han købes fri af en omrejsende tandlæge og dusørjæger, dr. King Schultz (Christoph Waltz), som beslutter at hjælpe ham med at finde hustruen.

Waltz vandt en Oscar for sin rolle som den sympatiske og hjertevarme dr. King, der vitterligt føler med de sorte, mens alle andre behandler dem værre end dyr.

Det pudsige er, at han også vandt en Oscar for rollen som den nazistiske jødejæger, Hans Landa, i førnævnte Inglourious Basterds. To diametralt modsatte roller, og han brillerer i begge. Han er imponerende talentfuld.

Slaveriets grusomheder

Det er en brutal film. Den skåner ingen sarte nerver i sit portræt af slaveriets grusomheder – eller det vilde vestens sande vildskab. Men der er også sort humor og vittige replikker. Især dr. King er en herlig karakter.

En stor del af humoren opstår også i skildringen af den vanvittige virkelighed. Karakterernes reaktion på den frigjorte Django er formentlig meget autentisk, og set med moderne øjne aldeles latterlig.

Det fungerer godt som bidende satire og absurd komik. Den udstiller racismens irrationelle væsen, og den skaber nogle mægtigt skægge scener. Men den glemmer ikke alvoren bag. Balancen er perfekt.

Som hævnfilm er den også yderst effektiv. Den er fuld af modbydelige karakterer, der fortjener både prygl og bly i rigelige mængder. Det er særdeles tilfredsstillende at se de racistiske røvhuller møde deres skæbne.

Det er en fantastisk film. Måske Tarantinos bedste. Selvom den henter inspiration flere steder inkl. sågar tyske folkesagn, er den endelige fortælling et velorkestreret heltekvad med heroiske prøvelser og triumfer.

Temaet lægger samtidig et tungtvejende fundament og skaber en alvor, man ikke finder i andre Tarantino-film. Djangos kamp imod slaveejere, den ene mere syg og sadistisk end den anden, føles som den ægte vare.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.