
Drive Angry er en actiongyser fra 2011 instrueret af Patrick Lussier. Han har bl.a. instrueret Dracula 2001 og My Bloody Valentine. Han har også været Editor på Cursed, The Eye og Apollo 18.
Nicolas Cage er John Milton, en mand vendt tilbage fra helvede for at redde sit barnebarn fra en kultleder og satanist, som vil ofre hende i den tro, at helvede vil indtage Jorden, og han selv vil blive udødelig.
Cage danner i par med den i dag så udskældte Amber Heard. Man kan sige og mene og tro meget om hende ovenpå ægteskabet med og retssagen imod Johnny Depp, men hun var dælme hot dengang. Glohed!
De danner ikke par i bibelsk forstand. Hun giver ham et lift i sin amerikanske muskelbil, og køreturen udvikler sig til et actionproppet temporidt. Til gengæld dusker han Charlotte Ross, kendt fra New York Blues, som ser forrygende ud.
Det er en god, gammeldags mandehørmer af en film. Fed action, fede biler og sprøde damer i lutter ingenting. De lavede dem stadig i 2011, og selvom den ikke fanger stemningen fra 70’erne, er den et mægtigt godt bud på en moderne exploitation-skraldebasker.
Den lægger sig lunt i skødet på en varmblodig kvinde sammen med film som Crank, Machete og The Expendables. Det er ensporet underholdning, men helt perfekt, når man trænger til lige netop den type film.











