Duk dig, fjols

James Coburn og Rod Steiger som filmens sprængfarlige sprællemænd.

Duk dig, fjols (engelsk titel: Duck, You Sucker!, originaltitel: Giù la testa) er en spaghetti-western fra 1971 co-skrevet og instrueret af Sergio Leone, mesteren bag bl.a. Den gode, den onde og den grusomme.

Den er også udgivet som A Fistful of Dynamite og Once Upon a Time … the Revolution. Begge titler læner sig op af andre Sergio Leone-film, nemlig A Fistful of Dollars og Once Upon a Time in the West.

Den regnes som 2’eren i Leones uofficielle Once Upon a Time-trilogi, hvor førnævnte Once Upon a Time in the West er den første, og Once Upon a Time in America lukker festen.

Handlingen er sat i 1913 i Mexico, hvor revolutionen hærger. Her møder vi filmens dynamiske duo, den mexicanske landevejsrøver, Juan Miranda (Rod Steiger), og den irske Dynamit-Harry, John H. Mallary (James Coburn).

Drama og blodig alvor

Titlen snyder. Det er ikke en western-komedie a la Sheriffen skyder på det hele eller De kom, de så, de løb. Der er ganske vist humor. Det umage makkerskab begynder som en større tagfat, hvor Juan forsøger at lokke og sågar snøre John. Men der er også drama og blodig alvor.

Det er en lang film, men også en storfilm. Den har meget af samme filmmagi som Den gode, den onde og den grusomme. Leones fremragende kameraføring og scenografi. Ennio Morricones fantastiske musik.

Handlingen er på samme vis en rejse, ja, nærmest en odyssé.

Samtidig har den mere på hjerte. Hvor det andet værk foregår under den amerikanske borgerkrig, men forbliver en skattejagt, flytter dette værk fokus til revolutionen. Der er stærke, følelsesmæssige scener og samfundskommentarer.

Jeg vil rangere den anden højere. Men begge er store filmoplevelser. Episke film. Lad ikke titlen snyde dig.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.