Den sorte pirat (engelsk titel: Blackie the Pirate, originaltitel: Il corsaro nero) er en italiensk sørøverkomedie fra 1971 med de to spaghetti-cowboys, Bud Spencer og Terence Hill, som berygtede pirater i det caribiske øhav.
Hill er titelpiraten, og selvom han lystrer et navn, der passer bedre til en hund eller hest, nyder han stor respekt blandt sine medpirater. Han er en ferm fægtesvend, en listig lurendrejer og en mageløs mamelukkertyv.
Spencer er en rivaliserende pirat, men de to har kun få scener sammen. Formentlig er filmen ikke skrevet til dem, men producenten har ønsket dem begge qua deres popularitet, og så har de parkeret Spencer i et hjørne.
Blackie ping-ponger med en anden karakter, der er meget lig ham selv, dog ikke pirat, da de mødes, men en tilsvarende fægteferm gavtyv med masser af dametække og lige så azurblå øjne som hovedpersonen selv.
Det er lidt usædvanligt at matche to så ens karakterer, at man kan bytte rundt på aktørerne uden at ændre noget. Men de slipper afsted med det, for det er ikke en film, man skal tænke over. Det går kun galt, hvis man gør.
Bedst som revolvermænd
Plottet sejler rundt (høhø), og jeg tabte tråden flere gange. Der er for mange piratkaptajner, som på skift er allierede eller rivaler i jagten på en større ladning guld, hvis lokation er et regulært gættenummer.
Derudover er der flere romancer, hvoraf nogle følger de uskrevne regler, og andre er umulige at regne ud før til allersidst. Jeg troede lige, men nej, og dog, næ, joh, nå?!
Genremæssigt henter den inspiration i både Den knaldrøde pirat og andre gamle swashbuckler-film. Der er masser af velkendte scener i form af fægtekampe, redningsaktioner osv. Niveauet er bare ikke det samme.
Spencer og Hill er bedst som revolvermænd. De hører til i det møgbeskidte spaghetti-vesten. De duer ikke som renskurede skibsfolk. I hvert fald fejler denne sørøverhistorie på alt for mange parametre.
Du kan se den på Prime, hvis du alligevel er nysgerrig.
