
Edison er en thriller fra 2005 instrueret af David J. Burke. Han har en baggrund i TV-produktion, hvor han har produceret og instrueret TV-serier som bl.a. Wiseguy og Special Victims Unit.
Filmen ruller de tunge skyts ud; Morgan Freeman, Kevin Spacey, LL Cool J og Justin Timberlake. Sidstnævnte spiller en ung journalist, der falder over en historie, han ikke kan lade ligge. Den omhandler korruption og hvidvaskning af narkopenge i byens politikorps, statsadvokatens kontor og helt op til de øverste tinder.
De store navne tromler derudaf i denne thriller, som faktisk er ganske spændende. Timberlake allierer sig med de gamle rotter, Freeman og Spacey, og LL Cool J får heldigvis samvittighedskvaler.
Men trods underholdningen er filmen ikke for alvor noget særligt. Historier om korruption findes der masser af, og den spænder ben for sig selv, da finalen er et urealistisk action-brag, som ikke følger den ellers udmærkede tråd derhen.











