Charles Bronson og Stuart Margolin.
En mand ser rødt (originaltitel: Death Wish) er en thriller fra 1974 instrueret af Michael Winner. Han er også manden bag bl.a. Menneskejægeren.
Den er løst baseret på en roman fra 1972 af Brian Garfield. Det er hans bedst kendte udgivelse, men han er også medforfatter på den psykologiske gyser, The Stepfather.
Han skrev en enkelt efterfølger kaldet Death Sentence, fordi han var stærkt utilfreds med filmatiseringen. Begge hans bøger er imod vold og selvtægt, men Winner castede Charles Bronson, der var en af tidens største actionhelte.
Sjovt nok var Bronson enig i, han var fejlcastet. Han foreslog selv Dustin Hoffman som et bedre alternativ. Alligevel tog han rollen, og han gentog den i hele tre efterfølgere.
Brutal affære
Men nu handler det om filmen. Her spiller Bronson en succesfuld arkitekt med en smuk kone og voksen datter. De lever et idyllisk liv, hvor romantikken stadig blomstrer. Tragedien rammer, da de udsættes for et hjemmerøveri.
Det er en brutal affære. De svælgede i realisme i 70’erne. Volden blev eksplicit, og publikum må have gispet højlydt ved synet af de forfærdeligheder, hustruen og datteren udsættes for. Selv efter mange års forhærdende filmvold er det ubehagelige scener.
Det kan måske lyde som en kritik, men det er det ikke. Det er de virkemidler, instruktøren har valgt, og de er yderst effektive og stemningsskabende for filmen. Det er filmindustriens grunge-bølge.
En ung Jeff Goldblum debuterer som “Freak #1.” Han er således en af overfaldsmændene. I dag er han blevet så hyggelig og charmerende, at man næsten glemmer, hvor dyster han kunne være i sine unge dage. Det er en lille rolle, men han er god som et dumt svin.
Ikke en typisk hævnfilm
Jeg forstår udmærket forfatterens kritik. Den ligger i tråd med Stephen Kings kritik af Jack Nicholson i Ondskabens hotel. Begge skuespillere er typecastet til filmenes finaler, og dermed er plottets drejning spoleret.
Men da jeg så begge film første gang, var katten for længst ude af sækken. Jeg husker f.eks. at have set En mand ser rødt 4 på hylden i den lokale udlejningsbiks, da jeg var barn, længe før jeg så originalen. Bronsons rolles skæbne var allerede beseglet.
Desuden er udviklingen interessant at følge, selvom du kender retningen. Det gælder både Stanley Kubricks filmatisering af Kings roman og Winners ditto af Garfields værk.
Selvom Bronson er en actionhelt, og de tre efterfølgere i højere og højere grad dyrker selvtægtspræmissen, er En mand ser rødt ikke bare en typisk hævnfilm. Jeg vil snarere kalde den seriens First Blood. Det er en alvorlig film med væsentligt mere drama end action.
Måske er det årsagen til, at Winner kaldte forfatteren en idiot. I hvert fald rummer filmen mere end antaget. Garfields kritik ville formentlig være sand, hvis det var en filmatisering med Steven Seagal. Men Bronson kan mere end sin genrekollega.
Solid 70’er-thriller
Filmen bruger god tid på hovedrollens udvikling efter overfaldet. Han springer ikke bare direkte til et hævntogt. Omstændighederne skubber ham stille og roligt i den retning, og det er troværdigt, at en almindelig mand kunne se rødt på den måde.
Selve hævntogtet er også holdt på et troværdigt niveau i modsætning til remaket med Bruce Willis. Instruktøren har ganske vist castet en benhård actionhelt, men han holder sig til det enkle og realistiske. Hvilket gør filmen så meget bedre.
Han karakteropbygger også storbyen. Du får small-talk om kriminaliteten. Baggrundsepisoder på politistationen og hospitalet. Mindre scener her og der i bybilledet. Mediedebat om den ukendte gadehelt. Alt sammen for at skabe billedet af et samfund, hvor selvtægt er nødvendigt.
På sin vis vækker den minder om film som Dirty Harry og Taxi Driver. Det er en solid 70’er-thriller med masser af indhold og en god, psykologisk personskildring. Hvis de havde turdet afslutte den anderledes, havde den nok stået endnu stærkere.
