Fantastic Beasts and Where to Find Them

Fantastic Beasts and Where to Find Them er en fantasyfilm baseret på J. K. Rowlings roman af samme navn. Den er en del af Harry Potter-universet, men tidsmæssigt foregår den i 1926. Selvom den rummer mange af de velkendte elementer og begreber, og den nævner både Hogwarts og Dumbledore, står den på egne ben og er ikke direkte forbundet til senere begivenheder.

Handlingen er placeret i New York, hvor den britiske magizoolog, Newt Scamander, ankommer med en kuffert fuld af fantastiske skabninger og ved et uheld slipper nogle af dem løs. Da byen samtidig er under angreb fra et mystisk fænomen, og den magiske kongres i USA (MACUSA) har forbudt sådanne skabninger, bliver Newt anholdt og mistænkt for at stå bag al balladen. Han må kæmpe for at opklare misforståelsen, finde sine undslupne skabninger og redde byen fra det rigtige problem.

Ind med tryllestaven

Filmen er instrueret af David Yates, som også har instrueret de sidste fire Harry Potter-film. Manuskriptet er skrevet af J. K. Rowling selv. Faktisk er romanen skrevet som et opslagsværk over skabninger, en slags legemliggørelse af en lærebog nævnt i Harry Potter-bøgerne, hvilket vil sige, romanen ikke er skønlitteratur, men fiktiv faglitteratur.

Manuskriptet er med andre ord så godt som originalt, og det er J. K. Rowlings første filmmanuskript. Men hun er sluppet godt fra det. Det er velskrevet og underholdende og på niveau med Harry Potter-filmene.

Det er godt tænkt at placere handlingen i New York. Selvom den foregår i Harry Potter-universet, åbner det for en verden af kulturforskelle, hvor der også meget nyt. Yates og Rowling kører den ind med tryllestaven, og resultatet er en rigtig god eventyrfilm.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.